Klubmesterskabet var en stor succes
150 tilskuere på lægterne, 68 kørere, pokaler, brede smil og rigtig god stemning.
Det var ingredienserne til dette års klubmesterskab i Taulov BMX.
Der var i sandhed linet op til en kæmpe fest med højt humør, masser af gode bmx-kørere og højt tempo.
Kørerne var virkelig opsatte på at gøre deres bedste, og samtidig var der en rigtig god stemning igennem hele aftenen både blandt kørerne og de forventningsfulde tilskuere.
- Jeg synes, det var en kæmpe succes og er meget glad for resultatet, fortæller holdleder i klubben, Keld Ebbesen.
Og tilskuerne gik ikke skuffede hjem, for der blev virkelig kørt bmx, så det bragede. Det hele kunne så blive skyllet ned med masser af varme pølser og brød og kolde øl og sodavand.
Blandt de 68 kørere var der hele tre mødre og 11 fædre, der stillede op. Det vidner generelt også om, at der er særdeles stor forældreopbakning i klubben.
I resultatrækken kan det blandt andet nævnes, at blandt fædrene var det Henrik Bøje Hansen, der tog sejren hjem. Mens det blandt mødrene var Anja Dyhre, der kunne stige op på det øverste trin af podiepladsen.
Blandt cruiserne 30-39 årige var det Palle Dyhre, der kom øverst på sejrspodiet. Mens det i 17+ gruppen var Morten Filsø, der gjorde rent bord.
I gruppen 11-12 piger var det Sarah Gyldenløve, der kunne få "guldpokalen" i hænderne.
Blandt de 6-årige drenge og piger var det Philip Kramer, der havde de fleste kræfter til at køre sejren i hus.
- Vi kørte tre moto’er, som var afgørende for resultatet, forklarer holdleder Keld Ebbesen.
Keld Ebbesen er meget tilfreds med den måde, som hele klubmesterskabet forløb på.
- Jeg håber virkelig, dette kan komme til at blive en tilbagevendende begivenhed, som vi kan samles alle om i klubben 1 gang om året, fortæller han og deler samtidig en buket roser ud til alle kørere, trænere, frivillige og forældre.
- Tusind tak til alle der hjalp med at gøre det til den succes, det var, slutter Keld Ebbesen.

