Sådan blev jeg god
I artikelserien ”Sådan blev jeg god” sætter taulovbmx.dk fokus på de kørere i klubben, som i de senere år har skabt de største og bedste resultater. Første del kommer her og er med superkøreren og træner i Taulov BMX, 24-årige Morten Filsø.
Jeg har over 100 pokaler derhjemme. Som jeg har vundet gennem tiden.
Jeg begyndte at køre BMX som syv-årig. Jeg kørte ikke så meget i starten. Det var først efter nogle år, at jeg kørte meget mere. Også min storebror og min lillesøster begyndte at køre BMX. Fra jeg var 10 år, og frem til jeg var 16, kørte jeg hver dag. To timer hver dag.
Vi var fire, der kørte. Mike Kaltoft, mig, én der hedder Bo, og én der hedder Thomas.
Vi kørte sammen hver dag. Var næsten lige gode og lå meget tæt. Det var på den gamle bane i Taulov.
Og så konkurrerede vi helt vildt. Det var alle de her træningstimer plus den her vilde konkurrence indbyrdes, der bare gav mig en masse.
Jeg trænede derhjemme for at blive bedre end de andre. Jeg lavede spurter derhjemme for at blive bedre end de tre andre.
Mine forældre flyttede så på et tidspunkt. Vi flyttede ret tæt på banen i Taulov. Mine søskende og jeg kunne gå derhen.
Ved siden af min BMX spillede jeg faktisk også meget fodbold. Jeg var rigtig god til det, men faktisk al slags sport var jeg god til. Også håndbold og badminton gik jeg til. Men det var BMX, som mine forældre havde den største interesse for, mine søskende gik jo også til det.
Mine forældre var ikke blot interesseret, de var meget meget interesseret i BMX. Min far var tit med deroppe på banen, han blev også træner på et tidspunkt. Han blev træner for vores skyld. Han påtog sig rollen. For i begyndelsen var der jo ikke BMX-træning, som vi kender det i dag. Min far og jeg byggede sammen en gate hjemme på vejen. Min far fandt nogle gamle materialer, og vi lavede så denne gate. Han var utrolig engageret i BMX. Begge mine forældre syntes, det var en spændende sport.
De har ikke pacet mig frem. De har været passive og tænkt, Morten ved jo bedst selv. Men de har støttet mig. Meget. Nogle gange sagde de til mig: Morten det løb skal du med til, for du er altså meldt til.
Jeg kørte løb hver weekend. Min søster og min bror kørte også, men ikke lige så meget som mig.
Da jeg var 14 år gammel, kom jeg med på talentholdet. Og jeg gjorde vildt meget ud af BMX. Jeg begyndte decideret at træne for at blive den bedste. Begyndte at gå fast til styrketræning. Én gang om ugen trænede jeg med talentholdet. Det var i Århus. Jeg kørte en masse spurter derhjemme på vejen. Det var selvtræning. Og selvtræning. Og så havde jeg det også sjovt.
Den største motivationsfaktor var at have det sjovt. Bare det at træne selv enten på banen eller på vejen gav en masse. Faktisk var det at træne alene, noget af det der gav mig allermest. For jeg lærte på den måde hurtigt, hvad jeg kunne og ikke kunne.
Når jeg kørte for mig selv, så afprøvede jeg nye ting. Og nogle af de nye ting lykkedes. Og når de så lykkedes, så røg min motivation 100 gange i vejret.
Fra jeg var 13 år og et par år frem, fik jeg altid en pokal eller en medalje med hjem fra hvert løb. Som 16-årig kørte jeg elite. For at få mere konkurrence kørte jeg elite. Elitemænd er den bedste klasse.
Men som elitekører vandt jeg ikke rigtig noget. Nogle af mine modstandere var jo 28 år, flere af dem kørte jo på landsholdet.
Som 16-årig og et par år frem kørte jeg på kraftcenter-holdet. Det var det hold lige under landsholdet.
I 2005 var der VM. I Frankrig. I Paris. Jeg deltog ikke. Var træt af alt det, som det førte med sig at køre de store løb. Det så landstræneren selvfølgelig. Og han kunne ikke acceptere, at jeg ikke kørte.
Han trak mig til side og fortalte mig, at jeg røg af kraftcenter-holdet.
Jeg blev ret skuffet. Og jeg havde efterfølgende ikke lyst til at investere så meget tid og så mange kræfter i BMX, når han på den måde droppede mig. Så jeg ville hellere pleje mine venner og familie. Jeg droppede derfor eliteklassen. Fra jeg var 18 år, trappede jeg ned med træningsmængden. Jeg brugte ikke længere så meget tid på det som tidligere.
Jeg gik så ned i den klasse, der hed 17+ klassen. Jeg deltog i DM 2007 og NM, altså Nordisk Mesterskab, i 2008. Og dem vandt jeg.
Der var to EM-afdelinger i 2007. Den ene afdeling var i England. Og her blev jeg nummer otte. den anden afdeling var i Danmark. Her blev jeg nummer fire. Det betød vildt meget for mig med disse placeringer. Jeg var jo røget af holdet to år tidligere. Og det betød derfor enormt meget for mig, at jeg kunne vise træneren, at jeg stadig duede til noget. Til EM var det jo de bedste, der kom fra hver klasse. Og det var meget meget større end både NM og DM.
Jeg skulle nok ikke være rykket så tidligt op i eliteklassen. Altså jeg havde vundet endnu mere, hvis jeg ikke var blevet rykket op så tidligt.
For at blive god skal der vilje, lyst og opbakning til.
Opbakningen skal være der fra forældrenes side. Både fra forældrenes side, men også fra omgivelserne. Det kræver opbakning fra venner, at man siger nej til øl og fester og socialt sammenhæng.
Lysten skal også være der. Du skal have lyst til BMX. Og så skal der ydes rigtig rigtig rigtig meget for at blive god. Du skal hele tiden yde for at blive bedre. Du skal have en stor vilje. Viljen handler om at hænge i. Når det går nedad bakke, og resultaterne svigter, så ryger lysten, og så skal viljen tage over. Det handler også om talent. Selvfølgelig. Det er bare slet ikke det hele.
Hvis man vil være den bedste, så må man gøre det, der skal til.